Ny park på havnefronten i Fredericia

Som byplanlægger er det nærmest en borgerpligt at besøge byområder under omdannelse. I forbindelse med min deltagelse i en musikfestival i Fredericia tog jeg en tur forbi havnen.  Ind til for et par år siden lå der her en kæmpe svovlsyrefabrik af den slags som Ruhr er kendt for. Området er ny ryddet og der er vedtaget et stort byudviklingsprojekt ved navnet FredericiaC. På grund af den massive forurening er der behov for oprensning af store dele af området. Løsningen der her er valgt, er en rensning med beplantning, som så fungerer som et parkområde. Men det var især de mindre detaljer som de rustne vogne med blomster, udkigstårnet og indretningen af små opholdssteder, som var interessant. På området mod varndet er det plads til at fiske, skatebane og andre sportsfaciliteter.

Jeg var meget betaget af området, og synes bestemt området kandiderer til en pris for et af de bedste post-industrielle rekreative områder.I en by som Fredericia virker de gamle pakhuse, kornsiloer og industrigrunde stadig som et bolværk mellem havet og byen, og der er et kæmpe potentiale for at skabe bymæssig sammenhæng mellem vandet og byen inden for voldene.



Desværre havde jeg kun mit lettere antikverede og batteritomme telefonkamera med, så det blev kun til et par enkelte skud.



Klik her for at læse om projektet FredericiaC

Midlertidighed i byudviklingen

En del af pointerne i dette indlæg er snuppet fra konferencen Midlertidighed på godt og ondt, som blev afholdt af Kultur2200 i Nørrebrohallen den 8. februar 2011. Formålet er blot at delagtiggøre almenvellet i nogle af de mange gode erfaringer og perspektiver. Min egen faglige interesse er dog den vigtigste årsag. 

Et af de mest hypede begreber inden byudviklingen er for tiden midlertidighed. Da jeg for efterhånden nogle år siden på RUC skrev et projekt med Refshaleøen som case, var det netop med midlertidigheden som fokus, men dengang var det meget begrænset, hvad der fandtes af litteratur om emnet og begrebet midlertidighed, og min projektmakker og jeg endte derfor med at definere området som et transformativt rum.Udviklingen på Refshaleøen er interessant fordi der er nøden, som har lært ejendomsselskabet at spinde på midlertidigheden. Om det er guld de spinder, ved jeg ikke, men de har i hvert fald ansat en person til at udvikle området på sådanne præmisser. Siden da er er der kommet en række byudviklingsprojekter, som eksplicit anvender midlertidigheden som et strategisk element. Der er blandt andet Køge Kyst, som jeg tidligere har beskrevet, og der er Musicon, som udvikler en gammel betonfabrik til at musikbydel under mottoet planlæg kun det nødvendige, og i København er der nedsat et sekretariat, der skal skabe Gang i København.

Midlertidigheden indskriver sig som en del af diskursen omkring den post-industrielle byudvikling og har ofte kreativet eller kultur som fixpunkter. En række relaterede begreber for anvendelsen er instant urbanism, temporary activities eller zwischenutzung. Producenterne har ligeså forskellige betegnelser så som urban pioneers eller urbane trøffelsvin. Pointen er, at der i byen er en række overskudslandskaber - store eller små - som i en overgangsfase får en ny anvendelse. Det kan være gamle fabrikker, erhvervsområder, jernbaneterræner, byggepladser, havneområder osv. Formålet med at anvende midlertidigheden strategisk er altid en aller anden form for værdiforøgelse. Her er det vigtigt at holde sig for øje, at der som regel er tre grupperinger, som har hver deres agenda: der er de midlertidige brugere, der er developerne/ejerne og der er kommunen.

Som byplanlægger er midlertidigheden interessant, fordi de handler om at planlægge for det uplanlagte. Der er derfor lidt som at tage hele byplanlægningens modernistiske arvegods op til revision. Og som en deltager beskrev på konferencen, så handler det om at gå fra restriktionsplanlægning til mulighedsplanlægning.
Men for at kunne forstå de udfordringer, som planlægningen står over for, er det nødvendigt at kende til brugernes perspektiv. Det er trods alt herfra værdiforøgelsen skal komme.Men de kulturelle aktører er ikke nødvendigvis interesseret i at blive spændt for kommunens byplanlægningsvogn. Det klassiske billede på dette er udviklingen i SoHo New York, som beskrevet af Zukin i Loft Living. Udviklingen var her i korte træk, at  der op igennem 70erne var en masse funktionstømte byværksteder ('lofts'), som blev overtaget af kunstere og andre kreative grupper. Efterhånden udviklede der sig et større  miljø med cafeer, gallerier og byliv. Dette var med til at gøre området interessante for middelklassen, som fandt bohemeånden tiltrækkende, hvormed der blev der skabt en efterspørgsel efter 'lofts' omdannet til lejligheder. Dette betød at de billige værksteder forsvandt - og med tiden også bohemeånden. Denne type værdiforøgelse knytter sig derfor an til begrebet gentrificering, hvilket er væsentligt at holde sig for øje i en tid domineret af win-win-scenarier og anerkendelsesstrategier.

Den konkrete anledning til konferencen var afslutningen på et projekt på Nørrebro på det gamle baneterræn mellem Nørrebro Station og Bispebjerg Station, som i en periode fungerede som en Aktivitets-Testzone (ATZ). Projektet havde til formål at afprøve ideer inden der skal etableres en ny park. For kommunen fungerede projektet som en genvej til lokale interessenter og til dialog med lokalområdet. For de lokale borgere gav det en mulighed for selv at igangsætte projekter i de ca. 2 år projektet kørte.


De typiske kritikpunkter (fra brugerne eller producenterne) retter sig mod det, som opfattes som bureaukratisk myndighedsbehandling. Her er det især bygningsreglement (især brandkrav og tilgængelighedskrav), miljølovgivning og planloven der står for skud. Et kreativt løsningsforslag var f.eks.,at hvis du vil sætte en skurvogn op og anvende den midlertidigt, så lad den stå på hjul, for der kræves byggetilladelse, hvis den sættes på jorden. Personligt kunne jeg godt savne en mere konkret vejledning i, hvorledes der via de traditionelle planredskaber kan arbejdes med midlertidighed. F.eks. hvis der skal indarbejdes bestemmelser i en lokalplan - hvad betyder det så for lokalplanens gyldighed. Normal praksis er, at en plan er gældende ind til den afløses af en ny plan. Problemet fra et myndighedsperspektiv er at man som udgangspunkt ikke må forskelsbehandle med mindre der foreligger planlægningsmæssige hensyn, der kan begrunde dette. Af hensyn til retssikkerheden bør dette ske på et klart og oplyst grundlag. Der hvor jeg ser midlertidigheden styrke er dels muligheden for at afprøve ideer før der igangsættes dyre anlægsprojekter.

En hyldest til forfaldsæstetikken

Denne blog er i bund og grund en hyldest til industrialismens aftryk på det fysiske miljø: Gamle fabrikker, containerhavne, store kraner, remiser, godsbanegårde, baggårdsværkstederne osv. Isår når de er blevet tømt for funktioner.Min interesse er ikke just ny. To af mine primære legepladser da jeg var lille var af industriel karakter. Dels en fabrik i en lille sydfynsk soveby, som min far boede i, og hvor jeg for det meste rodede i containerne og kravlede i, hvad der nu kunne kravles i. Og dels min morfars smedje beliggende i en lille landsby i det sydfynske, hvor skrammelpladsen var et kæmpe hit, gamle landbrugsmaskiner udgjorde det for tanks og oliepletter på tøjet var en fast bestanddel af legen. 


Min interesse for forladte områder er dels æstetisk - intet slår 100 års kulsod - og dels praktisk, da jeg er er uddannet bygeograf og arbejder som planlægger. Derfor har jeg ofte den praktiske dimension med i mine overvejelser, når jeg er ude på tur. Ofte vil der dog være en konflikt mellem mine interesse for at bevare æstetikken ved forfaldet og så den anvendelsesorienterede tilgang, som karakteriserer planlægningen.Vil dog for en stund lade de planlægnings- og anvendelsesorientede overvejelser hvile og blot hylde forfaldet i al dens herlighed.


Der synes at være en bred konsensus om, at bygninger opført af magtens mænd skal bevares ligesom det kun er nogle enkelte rabiate bønner, som ikke mener at der skal være en eller anden form for landskabsbeskyttelse.Men ofte gemmer der sig lige så smukke bygningsværker fra industrialismens epoke og i hvert fald karakteristiske for deres tid. Der er efterhånden kommet en stigende opmærksomhed omkring disse bygninger. Men jeg vil plædere for, at der også er brug for en særlig opmærksom omkring de urbane braklandskaber. Hvor fordums tids nationalromantiske digtere hentede sin inspiration i et idyliseret guldalderlandskab, henter jeg som moderne metropolitaner min kreative næring i de fysiske reminiscenser af arbejderklassens storhed og fald.

Hamburg: Kraner, gentrificering og den post-industrielle urbane transformation

Tysklands andenstørste by var for undertegnedes vedkommende et ukendt kapitel ind til for kort tid siden. Jeg har flere gange været i Berlin, men har ikke før nu haft en undskyldning for at drage til Hamburg. Så med DSB billetter tur-retur for under 500 kr. var det bare med at komme af sted.

Hamburg er fortsat en industri- og handelsby, og globaliseringens to grundpiller - nye elektroniske kommunikationsformer og containerisering - er begge massivt til stede i den gamle Hansestad. Omfanget af den førnødne infrastruktur, som containeriseringen kræver, står lysende klart ved at kig ud over Hamburgs enorme havneområder. Så snart man træder ud fra det nærmeste centrum mødes man af et panorama domineret af kraner, værfter og anden industri placeret på den modsatte side af Elben.

Afindustrialiseringen i København synes nærmest at have gjort vandet til attraktionsværdi, hvis formål alene er at sikre fortsat stigende ejendomspriser og domiciler for erhvervslivet. Til gengæld har den tunge industris udflytning og den erhvervsmæssige havneaktivites ditto muliggjort, at man rent faktisk kan bade i havnen. Udover de to havebade, havnerundfarter og enkelte kajaksejlere er der selv i sommerhalvåret relativt stille i vandet. I Hamburg er der forsat livlig trafik i selve havnen med små færger til persontransport, havnerundfarter, slæbebåde, containerskibe, pramme og forskellige historiske skibe og turistattraktioner.

Kampen mod gentrificering
Beliggenheden ved vandet sætter sit præg på andre sider bybilledet. Med Reeperbahn - et af de mest kendte red light districts -placeret tæt på havnen var byen klar til byde alverdens sømænd velkomne. I lighed med resten af St. Pauli er gaden undergået en forandring, så der er ikke meget sømandsstemning tilbage. De prostituerede er væk fra gaden og er nu henvist til en enkelt gade, Herbertstrasse, som er aflukket i begge ender (og hvor kvinder og mænd under 18 år stadig er forment adgang). Men nu var det jo sådan set heller ikke damer, vi var kommet for at se på, men derimod for at se hvorledes de post-industrielle transformationsprocesser gav sig til udtryk i det urbane rum. Da jeg for nogle år siden skulle til til Berlin for første gang lånte jeg inden rejsen en Lonely Planet guide om Tyskland. I Berlin-afsnittet slog det mig, at det var første gang jeg stødte på begrebet gentrificering i en populær rejsefører. I den nyeste udgave af guiden gør det samme sig gældende under Hamburg, hvor de enkelte bydele beskrives ud fra omfanget af gentrificering ("East of the Haubtbahnhof is St. Georg a gradually gentrifying red-light district and the hub of city's gay scene" (s. 675) og "...to the west of the Schanzenviertel, Altona is more gentrified" (s.682)). I mine øjne vidner dette om, hvor meget de sociale kampe har fyldt i byen. Og stadig gør! Det er især i og omkring St. Pauli, at det sker. Men med en lokal fodboldklub, der er erklæret venstreorienteret, er det måske ikke så underligt. St. Pauli Tourist Office arrangerer endda byvandringer under titlen Grenzgang bis Gentrifikation, hvor følgende fremgår af tourguiden:  "verfolgen täglich den Kampf unseres Viertels, seinen Charme zwischen ausufernden Amüsierbetrieb und neuen Investorenprojekten zu erhalten". Hafenstrasse var en af de tidligste fronter. I 80'erne ønskede en gruppe af investorer at rive en række huse ned i Haffenstrasse, som er St. Paulis sydligste gade og beliggende ud mod Elben. Husrækken er en af de få boligbebyggelser fra før 2. verdenskrig. Husene blev i første omgang besat, og efter en lang kamp lykkedes det at få bevaret husene og lovliggjort dem. I dag huser et af de gamle besatte huse blandt andet en lille smugkro ved navn Onkel Otto, som jeg klart vil anbefale.

Blandt de grupper som fører en kamp mod gentrificering, anvendes begrebet 'investoren-architectur'. Hvad der menes med dette er tydeligt, når man ser på St. Paulis nye skyline, som er opført på området, hvor det gamle Bavaria-bryggeri havde tíl huse. Kontrasten til det gamle St. Pauli er tydelig. Til venstre ses Bavariagrunden og til højregaden overfor.

Det er da også netop i dette område en af de mest aktuelle kampe foregår. Overfor Hopfenstrasse ligger Bernard Nocht Strasse, hvor en gruppe under navnet No-BNQ kæmper for at bevare et område og undgå opførelse af ny investor-arkitektur.

I Schanzenviertel stødte vi på haveprojekt, som ledte tankerne hen på den for længst hedengangne Have på en nat i Guldbergsgade. Tæt på ligger Rote Flora som en sidste bastion mod den kreative klasses indtog i bydelen.

Rote Flora

Endnu en bastion findes på den anden side af Budapester Strasse, Ericka's Eck, som lover "Grosse portionen, " og jeg garanterer, at det holder!

Den vigtigste bastion i kampen mod gentrificering

 
Havneomdannelse

Speicherstadt

Det aktuelt største byudviklingsprojekt i Hamburg er omdannelsen af det bynære havneområde og opførelsen af Hafencity - en ny bydel på 157 ha. Området er egentlig ikke særlig interessant på nuværende tidspunkt, da det mest består af erhverv - og der går nok en del år, før det bliver rigtig interessant om nogensinde. Som en del af området er de gamle pakhuse i Speicherstadt, og dette er sådan set det mest spændende ved området. De gamle pakhuse er efter undertegnedes mening det flotteste arkitektur byen har at byde på. Som en del af den tidligste omdannelse blev Hanseatic Trade Center opført. arkitektur, som i form efterligner de gamle pakhuse, men funktionen er grundlæggende anderledes (se de to billeder). Hvor de gamle pakhuse af hensyn til deres funktion kun var tilgængeligt via vinduerne, er de nye erhvervsbygninger ikke funktionelt tilgængelige og arkitektonisk virker de helt anderledes lukkede. Det er sådan set fint nok, at man har forsøgt at tilpasse nybyggeriet de gamle huse, men det er ikke helt gennemført. En passage langs vandet ville have åbnet området op for besøgende.

Hafencity

Philharmonien er Hamburgs nye vartegn. Det ny koncerthus opføres oven på et gammelt kaffelager, og tanken er dermed at bygge videre på områdets industrihistorie.

Syd for Elben er området domineret af havneaktiviter. Ind imellem fandt vi også et par interessante projekter. Blandt andet den gamle toldstation lige ved opgangen fra havnetunellen, som indtil for kort tid siden har fungeret som et kreativt værksted, men som nu er truet af nedrivning.




Industriel omdannelse
I Hamburg fandt jeg dog en række af hvad jeg vil kalde vellykkede transformationer fra industriel brug til anden anvendelse, og i denne sammenhæng var Hamburg et af fødestederne for de såkaldte kulturfabrikker - gamle fabrikker der blev omdannet (oftest besat) og anvendt til kulturelle formål. Et eksempel på dette er Honigfabrik. Efter undertegnes ydmyge mening er dette er eksempel på en transformation, hvor bygningens oprindelige udformning er respekteret samtidig med at der er tilføjet nye funktioner og tilbygninger.

Et andet eksempel på en vellykket transformation er den gamle pianofabrik i Schulterblatt, hvor der i dag er diverse kreative virksomheder. Et særdeles konkret eksempel på den kreative klasses indtog på industriarbejderklassens tidligere domæne. Men arkitektonisk er der ikke en finger at sætte på omdannelsen. En vigtig del af omdannelsen er blandt andet at alle originale vinduer er bevaret og ikke udskiftet med en eller anden ucharmerende Velux-rude.

Afslutningsvis vil jeg fremhæve Stilwerk og det Altonaer Fischmarkt som flotte eksempler på omdannelser.

Se alle billeder her.

Et par ord om styreform, byrum og arkitektur

Det tidligere USSR og de ex-kommunistiske lande i Østeuropa forbindes ofte med pompøse bygningsværker og lange alleer. Det er dog sjældent, at disse omtales i positive vendinger. Et af de kritikpunkter som fremføres er, at bygningerne og arkitekturen ved deres opførelse alene havde til formål at vise partiets magt og vælde. I de politiske opgør efter 1989/91 er det netop ofte arkitekturen og monumenterne som har stået for skud. Det er ikke fordi jeg har behov for forsvare tidligere tiders undertrykkelse og mangel på frihedsrettigheder. Derimod har jeg et udtalt behov for at forsvare de arkitektoniske udtryk, som disse styrers arkitekter har frembragt.

Dels fordi jeg finder mange af dem flotte. Stalin-gotik er almægtigt, hvoraf Kulturpaladset i Warszawa nok er det flotteste eksempel (til højre herfor). Men en række prægtige eksempler findes også omkring Kreshatyk i Ukraines hovedstad Kiev (eksempelvis ovenfor). Flere billeder kan ses via link nedenfor.

Dels fordi de er truede på deres eksistens, hvilket Moscow Architecture Preservation Societys arbejde vidner om. Både af politisk modvilje mod dem og af manglende vilje til at vedligeholde dem, men også af en manglende respekt over for arkitekturens udtryk. Egentlig er det paradoksalt at en del af uviljen mod sovjet-arkitekturen bunder i en sammentænkning af styreformen med arkitekturen. For hvis vi lige for en stund hviler ved de to begreber 'kommunisme' og 'kapitalisme' og deres respektive arkitektoniske udtryksformer, så er det netop min påstand, at byrummene i de 'kapitalistiske' byer og hovedstader om nogen er gennemsyrede af styreformen. Billboards og reklamer findes overalt i det offentlige rum, i og på busser, toge, bænke, toiletter osv. Hermed mindes vi konstant om vores primære identitet i samfundet: som forbrugere. Her er netop hovedpointen: den daglige mængde propaganda i byrummet er sammenlignet med det, den var i de såkaldte socialistiske stater, temmelig begrænset. Vi har friheden til at gøre og købe hvad vi vil og kan. Men prisen er en overvældende mængde kommerciel propaganda.

Men tilbage til arkitekturen. For hvor forståeligt det end er, at man måtte ønske et opgør med fortiden i det tidligere USSR og Østeuropa, så er det mig mindre forståeligt, hvorfor kulturarven skal smadres på dettes bekostning. Et land som Danmark markedsfører sig på sine kongeslotter, hvor den politiske baggrund bestemt heller ikke er rosenrød - hundredvis af tvangsarbejdere mistede livet ved at bryde kobberet til taget på den gamle børs i København. Men derfor skal den ikke rives ned.

Kiev - Khreschatyk

Kiev - diverse

Tagging

Grundlæggende har jeg sympati for hele bevægelsen, som grafitti udspringer af. Hele tanken om at i stedet for at battle hindanden med våben skal slaget stås på gaden ved at lave de svedigste grafitti-pieces, bedste rap-flows eller de sejeste breakdance moves. Tagging, derimod, kan jeg ikke se som andet end den mindre kreative lillebror til hele denne bevægelse. Jeg har virkelige svært ved at se, hvorledes det at skrive sit navn flest mulige steder i byen, skulle kunne være berigende for byrummet. Hvis der så bare var et lille element af anstrengelse for at lave sine tags på en forskønnende måde fx som de mere oldshool orienterede grafittimalere har gjort det. Men det er måske 1%. Kvantitet vinder over kvalitet.

Det jeg måske finder mest sørgeligt er at det tag-protagonisterne svøber forsvaret for denne stencil-hærgen ind i en argumention om kampen om byens rum. Ja, der foregår sådan en kamp og kampen er nok så relevant. Men hvordan det at pisse sit territorium mest muligt af, skulle kunne bidrage til, at gøre det offentlige rum mere åbent og demokratisk har jeg lidt svært ved at fatte. Fordi man ikke skal spørge om lov?

Jeg er ikke tilhænger af en pæntfriseret by. Tværimod. Elsker det rustikke, kantede og ikke-ordnede ved byen. Og ja, synes også der skal føres kamp mod reklamernes indtog over alt i byen. En del af kampen for at erobre dele af byrummet er fx street-art. Da Huskmitnavn startede sin karriere boede jeg på Nørrebrogade og det var med stor fornøjelse at jeg dagligt kunne se "Gro skæg" plakaterne - og "Vinterpik". Her fremgår det, afsenderen, altså kunstneren, har tænkt over, hvad det nu er han/hun vælger at tilføje byens rum. Men til forskel fra street art, har tagging ikke andet formål end individualistisk selvhævdelse. Den slags kan man sgu bruge Facebook til.

Havnefronter under forvandling

Rundt omkring i Danmark og verden er havnefronterne i de senere år kommet i fokus. Industrien er mange steder rykket ud og fiskerierhvervet levner efterhånden ikke meget plads til den lille fisker i sin blå kutter. Investorer, developere og kommuneplanlæggere har derfor i fællesskab kastet blikket mod det blå hav, hvor der anes hurtige og lukrative indtjeningsmuligheder - i hvert fald før krisen. Kommunernes ønske er at tiltrække økonomiske ressourcestærke borgere, som kan spæde lidt til de slunkne kommunekasser. Bagefter kommer råbekoret bestående af aktivister, slumromantikere og velfærdsnostalgikere, som beklager at havnegrillen nu skal erstattes af boliger mestendels bestående af stål og glas. Jeg melder mig under fanerne! Kalvebod Brygge står nok som det mest eklatante eksempel på hvor galt det kan gå, mens Islands Brygge på den anden side står som den æstetiske og folkelige modpol.

Strategierne for havnefrontsomdannelsen varierer fra by til by. En række steder er man begyndt at tænke i, at det måske kunne være en god idé at tænke i strategier, som indebærer, at der vil komme liv i de nye byområder i stedet for et erstatte en type ødelandskaber med nye. Nedenfor er tre eksempler på havne, som i de kommende år vil undergå en transformation.
Hvorvidt de herefter vil fremstå som skræk- eller pragteksempler vil tiden vise. Jeg har besøgt stederne og taget billederne fordi jeg finder områderne charmerende som de er. Håber det vil kunne lade sig gøre at omforme områderne med respekt for historien og områdernes karakter.

I Køge er der igangsat et storstilet projekt, hvor kulturen er den drivende kraft i processen. På nuværende tidspunkt er det nok Danmarks mest ambitiøse kulturplanlægningsprojekt. Det som gør projektet interessant er dels dets måde at tænke kulturen ind som en del af planlægningen og dels dets måde at tænke midlertidighed ind i processen. De kulturelle aktører får mulighed for at etablere sig på havnen, og derigennem bidrage til, at der skabes liv, før det hele laves om.
Det er desuden ikke planen at al havneaktivitet skal udfases.

I foråret 2008 var jeg forbi havneområdet for at fotodokumentere området før dets omdannelse.

Køge Havn

I Odense er havneaktiviteten pt. næsten ikke eksisterende. De mange gamle og flotte lagerbygninger står næsten alle ubrugte hen. Nedenfor er et par billeder af de flotteste:

Silopakhuset er revet ned nu.

Og grillen var stadig åben da jeg var forbi.


Endelig er der Svendborg, hvor jeg ikke lige ved hvad planerne er i skrivende stund.

Svendborg Havn og Frederiksøen