Tagging

Grundlæggende har jeg sympati for hele bevægelsen, som grafitti udspringer af. Hele tanken om at i stedet for at battle hindanden med våben skal slaget stås på gaden ved at lave de svedigste grafitti-pieces, bedste rap-flows eller de sejeste breakdance moves. Tagging, derimod, kan jeg ikke se som andet end den mindre kreative lillebror til hele denne bevægelse. Jeg har virkelige svært ved at se, hvorledes det at skrive sit navn flest mulige steder i byen, skulle kunne være berigende for byrummet. Hvis der så bare var et lille element af anstrengelse for at lave sine tags på en forskønnende måde fx som de mere oldshool orienterede grafittimalere har gjort det. Men det er måske 1%. Kvantitet vinder over kvalitet.

Det jeg måske finder mest sørgeligt er at det tag-protagonisterne svøber forsvaret for denne stencil-hærgen ind i en argumention om kampen om byens rum. Ja, der foregår sådan en kamp og kampen er nok så relevant. Men hvordan det at pisse sit territorium mest muligt af, skulle kunne bidrage til, at gøre det offentlige rum mere åbent og demokratisk har jeg lidt svært ved at fatte. Fordi man ikke skal spørge om lov?

Jeg er ikke tilhænger af en pæntfriseret by. Tværimod. Elsker det rustikke, kantede og ikke-ordnede ved byen. Og ja, synes også der skal føres kamp mod reklamernes indtog over alt i byen. En del af kampen for at erobre dele af byrummet er fx street-art. Da Huskmitnavn startede sin karriere boede jeg på Nørrebrogade og det var med stor fornøjelse at jeg dagligt kunne se "Gro skæg" plakaterne - og "Vinterpik". Her fremgår det, afsenderen, altså kunstneren, har tænkt over, hvad det nu er han/hun vælger at tilføje byens rum. Men til forskel fra street art, har tagging ikke andet formål end individualistisk selvhævdelse. Den slags kan man sgu bruge Facebook til.