Et par ord om styreform, byrum og arkitektur

Det tidligere USSR og de ex-kommunistiske lande i Østeuropa forbindes ofte med pompøse bygningsværker og lange alleer. Det er dog sjældent, at disse omtales i positive vendinger. Et af de kritikpunkter som fremføres er, at bygningerne og arkitekturen ved deres opførelse alene havde til formål at vise partiets magt og vælde. I de politiske opgør efter 1989/91 er det netop ofte arkitekturen og monumenterne som har stået for skud. Det er ikke fordi jeg har behov for forsvare tidligere tiders undertrykkelse og mangel på frihedsrettigheder. Derimod har jeg et udtalt behov for at forsvare de arkitektoniske udtryk, som disse styrers arkitekter har frembragt.

Dels fordi jeg finder mange af dem flotte. Stalin-gotik er almægtigt, hvoraf Kulturpaladset i Warszawa nok er det flotteste eksempel (til højre herfor). Men en række prægtige eksempler findes også omkring Kreshatyk i Ukraines hovedstad Kiev (eksempelvis ovenfor). Flere billeder kan ses via link nedenfor.

Dels fordi de er truede på deres eksistens, hvilket Moscow Architecture Preservation Societys arbejde vidner om. Både af politisk modvilje mod dem og af manglende vilje til at vedligeholde dem, men også af en manglende respekt over for arkitekturens udtryk. Egentlig er det paradoksalt at en del af uviljen mod sovjet-arkitekturen bunder i en sammentænkning af styreformen med arkitekturen. For hvis vi lige for en stund hviler ved de to begreber 'kommunisme' og 'kapitalisme' og deres respektive arkitektoniske udtryksformer, så er det netop min påstand, at byrummene i de 'kapitalistiske' byer og hovedstader om nogen er gennemsyrede af styreformen. Billboards og reklamer findes overalt i det offentlige rum, i og på busser, toge, bænke, toiletter osv. Hermed mindes vi konstant om vores primære identitet i samfundet: som forbrugere. Her er netop hovedpointen: den daglige mængde propaganda i byrummet er sammenlignet med det, den var i de såkaldte socialistiske stater, temmelig begrænset. Vi har friheden til at gøre og købe hvad vi vil og kan. Men prisen er en overvældende mængde kommerciel propaganda.

Men tilbage til arkitekturen. For hvor forståeligt det end er, at man måtte ønske et opgør med fortiden i det tidligere USSR og Østeuropa, så er det mig mindre forståeligt, hvorfor kulturarven skal smadres på dettes bekostning. Et land som Danmark markedsfører sig på sine kongeslotter, hvor den politiske baggrund bestemt heller ikke er rosenrød - hundredvis af tvangsarbejdere mistede livet ved at bryde kobberet til taget på den gamle børs i København. Men derfor skal den ikke rives ned.

Kiev - Khreschatyk

Kiev - diverse