31/03/2011

En hyldest til forfaldsæstetikken

Denne blog er i bund og grund en hyldest til industrialismens aftryk på det fysiske miljø: Gamle fabrikker, containerhavne, store kraner, remiser, godsbanegårde, baggårdsværkstederne osv. Isår når de er blevet tømt for funktioner.Min interesse er ikke just ny. To af mine primære legepladser da jeg var lille var af industriel karakter. Dels en fabrik i en lille sydfynsk soveby, som min far boede i, og hvor jeg for det meste rodede i containerne og kravlede i, hvad der nu kunne kravles i. Og dels min morfars smedje beliggende i en lille landsby i det sydfynske, hvor skrammelpladsen var et kæmpe hit, gamle landbrugsmaskiner udgjorde det for tanks og oliepletter på tøjet var en fast bestanddel af legen. 


Min interesse for forladte områder er dels æstetisk - intet slår 100 års kulsod - og dels praktisk, da jeg er er uddannet bygeograf og arbejder som planlægger. Derfor har jeg ofte den praktiske dimension med i mine overvejelser, når jeg er ude på tur. Ofte vil der dog være en konflikt mellem mine interesse for at bevare æstetikken ved forfaldet og så den anvendelsesorienterede tilgang, som karakteriserer planlægningen.Vil dog for en stund lade de planlægnings- og anvendelsesorientede overvejelser hvile og blot hylde forfaldet i al dens herlighed.


Der synes at være en bred konsensus om, at bygninger opført af magtens mænd skal bevares ligesom det kun er nogle enkelte rabiate bønner, som ikke mener at der skal være en eller anden form for landskabsbeskyttelse.Men ofte gemmer der sig lige så smukke bygningsværker fra industrialismens epoke og i hvert fald karakteristiske for deres tid. Der er efterhånden kommet en stigende opmærksomhed omkring disse bygninger. Men jeg vil plædere for, at der også er brug for en særlig opmærksom omkring de urbane braklandskaber. Hvor fordums tids nationalromantiske digtere hentede sin inspiration i et idyliseret guldalderlandskab, henter jeg som moderne metropolitaner min kreative næring i de fysiske reminiscenser af arbejderklassens storhed og fald.

0 kommentarer: