En del af pointerne i dette indlæg er snuppet fra konferencen Midlertidighed på godt og ondt, som blev afholdt af Kultur2200 i Nørrebrohallen den 8. februar 2011. Formålet er blot at delagtiggøre almenvellet i nogle af de mange gode erfaringer og perspektiver. Min egen faglige interesse er dog den vigtigste årsag.
Et af de mest hypede begreber inden byudviklingen er for tiden midlertidighed. Da jeg for efterhånden nogle år siden på RUC skrev et projekt med Refshaleøen som case, var det netop med midlertidigheden som fokus, men dengang var det meget begrænset, hvad der fandtes af litteratur om emnet og begrebet midlertidighed, og min projektmakker og jeg endte derfor med at definere området som et transformativt rum.Udviklingen på Refshaleøen er interessant fordi der er nøden, som har lært ejendomsselskabet at spinde på midlertidigheden. Om det er guld de spinder, ved jeg ikke, men de har i hvert fald ansat en person til at udvikle området på sådanne præmisser. Siden da er er der kommet en række byudviklingsprojekter, som eksplicit anvender midlertidigheden som et strategisk element. Der er blandt andet
Køge Kyst, som jeg tidligere har beskrevet, og der er
Musicon, som udvikler en gammel betonfabrik til at musikbydel under mottoet planlæg kun det nødvendige, og i København er der nedsat et sekretariat, der skal skabe Gang i København.
Midlertidigheden indskriver sig som en del af diskursen omkring den post-industrielle byudvikling og har ofte kreativet eller kultur som fixpunkter. En række relaterede begreber for anvendelsen er instant urbanism, temporary activities eller zwischenutzung. Producenterne har ligeså forskellige betegnelser så som urban pioneers eller urbane trøffelsvin. Pointen er, at der i byen er en række overskudslandskaber - store eller små - som i en overgangsfase får en ny anvendelse. Det kan være gamle fabrikker, erhvervsområder, jernbaneterræner, byggepladser, havneområder osv. Formålet med at anvende midlertidigheden strategisk er altid en aller anden form for værdiforøgelse. Her er det vigtigt at holde sig for øje, at der som regel er tre grupperinger, som har hver deres agenda: der er de midlertidige brugere, der er developerne/ejerne og der er kommunen.
Som byplanlægger er midlertidigheden interessant, fordi de handler om at planlægge for det uplanlagte. Der er derfor lidt som at tage hele byplanlægningens modernistiske arvegods op til revision. Og som en deltager beskrev på konferencen, så handler det om at gå fra restriktionsplanlægning til mulighedsplanlægning.
Men for at kunne forstå de udfordringer, som planlægningen står over for, er det nødvendigt at kende til brugernes perspektiv. Det er trods alt herfra værdiforøgelsen skal komme.Men de kulturelle aktører er ikke nødvendigvis interesseret i at blive spændt for kommunens byplanlægningsvogn. Det klassiske billede på dette er udviklingen i SoHo New York, som beskrevet af Zukin i
Loft Living. Udviklingen var her i korte træk, at der op igennem 70erne var en masse funktionstømte byværksteder ('lofts'), som blev overtaget af kunstere og andre kreative grupper. Efterhånden udviklede der sig et større miljø med cafeer, gallerier og byliv. Dette var med til at gøre området interessante for middelklassen, som fandt bohemeånden tiltrækkende, hvormed der blev der skabt en efterspørgsel efter 'lofts' omdannet til lejligheder. Dette betød at de billige værksteder forsvandt - og med tiden også bohemeånden. Denne type værdiforøgelse knytter sig derfor an til begrebet gentrificering, hvilket er væsentligt at holde sig for øje i en tid domineret af win-win-scenarier og anerkendelsesstrategier.
Den konkrete anledning til konferencen var afslutningen på et projekt på Nørrebro på det gamle baneterræn mellem Nørrebro Station og Bispebjerg Station, som i en periode fungerede som en Aktivitets-Testzone (ATZ). Projektet havde til formål at afprøve ideer inden der skal etableres en ny park. For kommunen fungerede projektet som en genvej til lokale interessenter og til dialog med lokalområdet. For de lokale borgere gav det en mulighed for selv at igangsætte projekter i de ca. 2 år projektet kørte.
De typiske kritikpunkter (fra brugerne eller producenterne) retter sig mod det, som opfattes som bureaukratisk myndighedsbehandling. Her er det især bygningsreglement (især brandkrav og tilgængelighedskrav), miljølovgivning og planloven der står for skud. Et kreativt løsningsforslag var f.eks.,at hvis du vil sætte en skurvogn op og anvende den midlertidigt, så lad den stå på hjul, for der kræves byggetilladelse, hvis den sættes på jorden. Personligt kunne jeg godt savne en mere konkret vejledning i, hvorledes der via de traditionelle planredskaber kan arbejdes med midlertidighed. F.eks. hvis der skal indarbejdes bestemmelser i en lokalplan - hvad betyder det så for lokalplanens gyldighed. Normal praksis er, at en plan er gældende ind til den afløses af en ny plan. Problemet fra et myndighedsperspektiv er at man som udgangspunkt ikke må forskelsbehandle med mindre der foreligger planlægningsmæssige hensyn, der kan begrunde dette. Af hensyn til retssikkerheden bør dette ske på et klart og oplyst grundlag. Der hvor jeg ser midlertidigheden styrke er dels muligheden for at afprøve ideer før der igangsættes dyre anlægsprojekter.
